Træt.
Jeg er træt. Træt af alle de
væmmelige mennesker, alle røvhullerne, alle dem med unødigt stort
mindreværd og de der
”jeg-har-en-lille-pik-men-unødvendigt-stort-håndtryk. ”
Indtil for et par
dage siden var jeg bekymret. Bekymret over fremtiden, min ”karriere”,
mine rådne sociale relationer, bekymret over hvad der sker når
samfundet styres af ”know-it-alls” og hvem der egentlig bekymrede
sig om mig. Derved opstod problemet om hvem jeg egentlig skulle
omgive mig med.
Efter en længere akavet monolog og
endeløse spiraler af tankestrømme, lagde mine tanker sig til ro.
Der gik ikke længe før roen havde lagt sig. Nærmest apokryfisk og
åbenbarende indså jeg at tiden ville vise hvem der egentlig
bekymrede sig om mig, kun herfra havde jeg et fundament til hvad jeg
skulle stille op med mine bekymringer. Paradokset ved bekymring er at
hvis man kan eller ikke kan gøre noget ved bekymringen, skal man
ikke bekymre sig.
Lige nu efterlader jeg bekymringerne
til røvhullerne og de der
”jeg-har-en-lille-pik-men-unødvendigt-stort-håndtryk. ”
-----------------------------------------------------------------------------------------------
-----------------------------------------------------------------------------------------------
Denne tekst er skrevet af en af vores gode venner, som har valgt at være anonym. Vi er glade for at der er nogen som interesserer sig for vores lille blog, og glæder os til at have flere gæsteskribenter og selvfølgelig også flere læsere.