Vi har i dag en gæsteskribent - den skønne Christina Reed. Hvis man, ligesom vi, har lyst til at læse mere, kan man gøre det på hendes bruger på WritersCafé.
Vågnede kl 6 her til morgen. Omsluttet af en ro, jeg ikke før har oplevet i min gymnasietid. Alle morgener før denne har det været mig mod gardinerne. Gardinerne, der insisterer på at åbne sig en smule og minde mig om at jeg er nødt til at klæde mig ud som alle de andre.
Lukker kaninen ud.
Mens jeg tager min ”other people”-forklædning på i form af jeans og en sweater, smyger kaninen sin bløde pels op ad mit ben og kigger på mig med naive, sorte perler. Den spørger mig ivrigt: ”Behøver du virkelig at gå?”. Og nej, det behøver jeg jo egentlig ikke. Stikker min hånd ned til hende og fortsætter alligevel med mine menneskelige ritualer.
Sidder i metroen. Kigger ud i luften, og mit ansigt er hvidt og kantet, da jeg har glemt min essens derhjemme. De bløde, afrundede overflader der burde give min krop liv er borte; De ligger hjemme i sengen med min kanin og gør hvad de har lyst til. Jeg har min gråhvide menneskemaske på, og folk nikker høfligt. Det eneste essensen har lyst til, er at gå over til disse nikkende mennesker, og spørge dem om de ikke bare har lyst til at tage hjem. For, for helvede, det har jeg lyst til. Den ro, som opleves om morgenen, kan næsten kun sammenlignes med en fisk, du har fanget. I starten er den modstræbende og stresset, og prøver ivrigt at kæmpe imod. Når du har holdt den ude af sit vante miljø længe nok, bliver den mere og mere stille og til sidst er den bare villig og træt af at kæmpe imod. Den kigger med de samme tomme øjne og kantede blik som i metroen.