Døden, frygten, meningsløse ritualer og almen tortur

Mandag den 20. maj 2013. Døden har lagt sig over mit hjem i København. En tyk stemning af fuldkommen forladthed kvæler mit humør. Der sker absolut lige så meget her som i et gravkammer. Det var meningen at jeg skulle noget i dag; tage til at møde med Akademiet, se nogle venner, tale om ting med dem.

Folk på Akademiet plejer altid at være mere interessante at tale med end andre. Når alle andre kun taler om det alle andre taler om, så bliver det hele sgu så forbandet kedeligt. Når kun det trivielle får lov at komme frem, den der evindelige dødkedelige smalltalk vi har stjålet fra Amerikas Forenede Sataner, så bliver tilværelsen næsten lige som døden.
”Hvad lavede du i går?”
                      ”Hvordan går det med kæresten.”
              ”Hvor fuld blev du i fredags?”.
 Men på Akademiet kan der ske ting. Ting der interesserer mig. Der kan du blive spurgt om du vil med til forelæsning om filosofi, og blive nødt til at takke nej, fordi du skal ud og tage billeder af brændende blomster som et symbol på det smukkes død.

Der har vi vores egen lille klub af beatniks og bohemer uden stoffer. Og hvorfor er det egentlig at nogle har så kraftigt brug for hallucinogener for at gøre livet spændende? Er det ikke også en erklæring om at verden er død når man ikke lever på en kost af benzedrin og marihuana med lejlighedsvis brug af LSD? Men i dag kan jeg forstå dem. I dag er nemlig helt og aldeles død. Den har sådan en klam følelse af ligegyldighed over sig. Som om det hele bare er lige midt imellem.
Ikke varmt,
     ikke koldt,
ikke trist,
     ikke glad,
ikke sulten,
     ikke mæt.
Så følelsesløs og intetsigende som graven selv.

Så derfor skriver jeg det her. Fordi jeg ikke har noget bedre at lave. Det kommer nok til at blive afleveret til min dansklærer som en besvarelse på mit femte AT-projekt, som handler om døden. Jeg var syg da jeg skulle have lavet det i december, og siden da har det bare været endnu en ting i bjerget af ting jeg burde gøre. Jeg fik dengang i december aftalt at jeg ville tage udgangspunkt i en af de tekster vi havde fået om emnet; noveller som gruer over døden. Men nu skriver jeg bare dette og så må de jo sige at jeg har misforstået emnet, eller at jeg er genial.

Jeg har allerede nævnt døden elleve gange nu. Den ligger dybt i vores bevidsthed og i vores sprog. Den styrer os og former den ene ting den ikke brude have indflydelse på: vores liv. Frygten for den driver os til at stoppe med at ryge, til at drikke mindre sprut og spise mere salat og den driver endda mange i kirke hver søndag for at bede til en gud, som er død, om han ikke nok vil frelse os fra helvede, det rædselsbillede af noget som vi egentlig ikke ved noget som helst om. Men døden skræmmer os og fascinerer os. Hvilket vel også er grunden til at min lærer mener at jeg skal skrive om det.

Det eneste jeg kan forstå ved frygten for døden, det er at vi ikke ville være her mere. Det er kærligheden til livet. Så når en nær og elsket ven tager væk, måske for evigt, og en eller anden idiot siger at ”Det er jo ikke fordi han er død, han er bare flyttet væk.” så er de jo fulde af lort. Jeg elsker de folk jeg har omkring mig, derfor vil jeg ikke dø, og derfor vil jeg ikke have at de dør. Men alt det der makabre, med levende døde, med grufulde gyserhistorier om ting i mørket der dræber os uden at skænke det en tanke, det er for mig at se bare noget pladder. Måske med undtagelse af dem som virkelig er godt skrevet, som H.P Lovecrafts noveller. Men det er nu mere på grund af den måde han kan skrive helt uden at lade én eneste positiv følelse komme frem. Det er beundringsværdigt.
Men når døden kommer op, så er det som folk virkelig går op i faktisk det, som slet ikke gør nogen forskel for den døde. Det er alt det som i sidste ende handler om de efterladte; begravelsen, respekt for de døde, gravens ukrænkelighed. Men disse ting betyder jo intet, absolut intet for den døde. Når du er holdt op med at være til, er der faktisk utroligt lidt som betyder noget for dig. Når du er i paradis, helvede, de evige jagtmarker eller bare ikke er til mere, så betyder det ikke en fløjtende fis om dine jordiske rester bliver solgt som svinekoteletter, om du er blevet begravet med dit bedste sæt tøj på eller som en eller anden syg stodder boller dit lig. Du er ikke til mere, og så må resterne være rester. Disse ting betyder selvfølgelig alverden for de sørgende, og det skal ikke ignoreres. Folk der er i en så skrøbelig situation skal man passe på.
Men når de sørgende så også er holdt op med at eksistere, hvad betyder det så hvad der sker med den døde (den første, ikke de sørgende som nu også er døde)? Når jeg hører om arkæologer som forsinker byggeriet af en ny metro fordi de skal genbegrave de 500 år gamle knogler hvis grave de selv i første omgang har krænket, så kan jeg ikke lade være med at blive forarget over den manglende logik. For hvorfor skal vi spilde tid, penge og energi på at ”have respekt” for folk som ikke længere er til og ikke ved hvad der sker, og hvis bekendte og familie heller ikke er til mere. Men sådan synes folk at tingene skal foregå. Igen styrer frygten for døden vores liv og handlinger.

Måske ændrer jeg mit synspunkt på alt det her, når det engang bliver min tur til at finde en nær ven eller et familiemedlem død i deres stue med en forvreden grimasse på deres ansigt og savl fra mundvigen og ned ad kinden. Men indtil da vil jeg stå ved hvert et ord på disse sider, og hvis gud alligevel ikke er død må det være hans lod at dømme mig.

At skrive denne tekst har virkelig vist sig at være en god løsning. Ellers skulle jeg jo have skrevet en eller anden elendig og enormt kedelig litterær artikel om Leif Panduros ”Uro i Forstæderne” (endnu en tekst som ser døden som grufuld og skræmmende) som både jeg og min lærer ville have kedet sig over. Dette har har derimod virkelig givet liv til min dag som ellers havde lagt sig på ryggen og var begyndt at rådne.
AT – Almen sTudieforberedelse er i sig selv nogenlunde lige så underholdende som en dødelig sygdom. Det er den retarderede søn af et egentligt meget fornuftigt projekt, som handlede om at lære gymnasieelever om videnskabsteori og videnskabelig metode. Men det endte med at være en ordning som ingen helt ved hvad er.

Som elev ved man ikke hvad forventningerne til ens produkt er og hvordan man skal føre sig frem, og jeg har ofte på fornemmelsen at lærerne ved lige så lidt, eller i hvert fald ikke er enige om hvad de ved. Spørger man sin bioteknologilærer fortæller han intet om AT, men kun om bioteknologi og fagets metode, nogenlunde samme tur kommer man igennem når man spørger matematiklæreren, samfundsfagslæreren og så videre. Så når forløbet er en kombination af to fag, så ender denne kavalkade af lort kun med mere lort. AT-forløbet varer omkring en uge og efterlader en følelse af forvirring og psykisk forrådnelse. Derfor kunne et AT-projekt om døden vel også løses ved at skrive om AT.

Men tilbage til døden – tilbage til frygten! For hvis der ikke er noget efter døden, må frygten for helvede – og dermed religion – være fuldkommen ligegyldig. Men hvad med selve processen? Sådan noget kan jo tage helvedes lang tid og gøre tilsvarende ondt, eller det kan gå hurtigt og helt smertefrit for sig. Så er det eneste fornuftige at gøre, når man står over for døden, ikke at få det overstået? Simpelthen byde døden velkommen.

Dette får mig til at tænke på en store forfatter og gonzojournalist, Dr. Hunter S. Thompson. Han vidste hvordan alting skulle gøres, og da det blev hans tid til at stå overfor et langt dødsforløb tog han Satan ved hornene, sagde farvel til sine kære og gav sit haglgevær et blowjob. Det kan man ikke kalde meget andet end en værdig død for en stor mand.
Men hvad er en værdig død? Det ved jeg ikke om jeg kan sige noget konkret om. Måske er det bare at byde den velkommen, når der ingen anden vej er. Eller at dø med en følelse af tilfredshed med ens liv. Er en værdig død bare at sove stille ind, så det næsten er som om man bare sover? Måske er en værdig død bare at dø før man begynder at glemme alting, skal tage fyrretyve piller om dagen og mades af en sygeplejeske? Måske findes der ingen værdig død. Måske er en værdig død bare alt andet end AT - som vistnok sagtens kan tage livet af folk.
Men sandheden her er jo at jeg ikke ved noget som helst om døden, næsten lige så lidt om livet. Og måske er det også meget godt at der er meget jeg ikke ved. Jeg kan i hvert fald godt lide at lære, så lad os starte med at lære lidt om livet, og så lade døden vente til senere.