Koncept: Hurtigskrivning i cirka 10 minutter. Teksten redigeres ikke efterfølgende og skal være et indblik i et øjebliks tankestrøm.
Jeg ved ikke hvordan de gør det, men på en eller anden måde, lykkes det altid for musikere at skabe en form for guddommelighed over deres værker. Det må vel på en eller anden måde være den rene tone der gør noget særligt ved os. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det. Men så alligevel. For rene toner i en dårlig kontekst, for eksempel en uønsket musisk stil kan være alt andet end guddommelig. Men en tone. Bare en tone. Det kan være så fuldkommen andenværdsligt. Men tonen er jo ikke kun musik. Mahler sagde, at ”Das beste der Musik steht nicht in den Noten.” Og han har jo ret. Der er jo også rytme. Det der underligt appellerende i et gentagende mønster. Altså at musikere kan holde en takt. Musikken er ordnet og styret. Tæmmet. Selv den ondeste dødsmetal har en takt. Hvis ikke, er det bare larm. Kaotisk og forstyrrende. Og selvfølgelig er det mere imponerende at musikken er ordnet. Det er jo for fanden svært. Men er det det udtryk alle gerne vil have? Ville punk ikke være mere punk hvis det var ude af takt? Måske skulle jeg bare påstå at jeg var ultra punk næste gang jeg sidder med en guitar i hånden. Men hvad? Sidder det ikke så dybt i os at denne idé aldrig ville blive accepteret?
Jeg ved ikke hvordan de gør det, men på en eller anden måde, lykkes det altid for musikere at skabe en form for guddommelighed over deres værker. Det må vel på en eller anden måde være den rene tone der gør noget særligt ved os. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det. Men så alligevel. For rene toner i en dårlig kontekst, for eksempel en uønsket musisk stil kan være alt andet end guddommelig. Men en tone. Bare en tone. Det kan være så fuldkommen andenværdsligt. Men tonen er jo ikke kun musik. Mahler sagde, at ”Das beste der Musik steht nicht in den Noten.” Og han har jo ret. Der er jo også rytme. Det der underligt appellerende i et gentagende mønster. Altså at musikere kan holde en takt. Musikken er ordnet og styret. Tæmmet. Selv den ondeste dødsmetal har en takt. Hvis ikke, er det bare larm. Kaotisk og forstyrrende. Og selvfølgelig er det mere imponerende at musikken er ordnet. Det er jo for fanden svært. Men er det det udtryk alle gerne vil have? Ville punk ikke være mere punk hvis det var ude af takt? Måske skulle jeg bare påstå at jeg var ultra punk næste gang jeg sidder med en guitar i hånden. Men hvad? Sidder det ikke så dybt i os at denne idé aldrig ville blive accepteret?
Det er egentlig meget sjovt hvordan vi
gør det. Der er bare ting som bare skal være på en bestemt måde.
Og det kan man ikke ændre på. Eller der skal i hvert fald meget
mere energi til end bare mine små tanker. Sådan kan man føle sig
utroligt lille. Men hvorfor skal det virkelig være sådan? Det er
virkelig noget jeg aldrig har kunnet forstå. Hvordan nogle kan tro
at man kan bruge ”Sådan er det bare” som et argument. Det er
virkelig så skide ulogisk. Men vi gør det jo alle uden ord hver
eneste dag. I vores små spidsborgerlige øjeblikke. Som vi alle et
eller andet sted finder lidt pinlige når det bliver nævnt.
”Hvorfor gør du det?”
”Gør hvad?”
”Det der. Er det ikke lidt mærkeligt
når man nu tænker over det?”
”Ej hvad snakker du om? Det gør alle
jo.”
”Jo, men hvorfor?”
ӯh... Ej er du ikke lidt fjollet
nu.”
Det er sjovt sådan. For den slags
vanetænkning gør det jo også så meget sværere at gennemføre
forbedringer. Jeg kan huske det fra en debat jeg har haft flere
gange. Nogle gange med nogle venner, andre gange med min mor. Det
handlede om demokrati, men mere kan jeg ikke huske. Det var længe
siden. Men lige meget. Jeg husker i hvert fald at være sikker på at
jeg havde fundet et argument for at noget med repræsentativt
demokrati var udemokratisk. Og det gav mening. Men da jeg sagde det
til min mor, fik jeg bare at vide at sådan var det jo også i
interesseorganisationer og arbejderbevægelsen. Men jeg kan bare ikke
acceptere det som argument.
Nårh ja. Nu husker jeg. Det var fordi
jeg i min skoles elevråd havde diskuteret om vi kunne mene ting på
elevernes vegne. Men jeg mener ikke at det var i orden, fordi
eleverne jo ikke har givet os mandat til det på anden måde end ved
at være elever på lige præcis denne skole. Men hvad hvis man havde
valgt den fordi den var tæt på hjemme? Eller fordi der var en
bestemt linje som man gerne ville have? Kan man så kun have den
linje hvis man mener hvad de engagerede tosser mener? Jeg synes denne
måde at tvinge folk til at have holdninger gennem organisationer som
de ikke blev medlemmer af på grund af holdninger er udemokratisk og
en grov undertrykkelse af minoriteter. Men da jeg sagde dette, fik
jeg bare at vide at sådan var det jo også at være medlem af en
fagforening. Og jeg kan godt se at det for eksempel der er en
nødvendighed for overhovedet at have en arbejderbevægelse. Men det
betyder ikke at jeg ikke stadig synes at der principielt er et groft
svigt overfor individet.
Igen; Traditioner.
Er der overhovedet noget vi kan gøre
ved dem? De ændrer sig jo over tid, men vil der altid være et
”Sådan er det bare”?
Dagen efter:
Jeg må nok her tilføje en lille strøtanke. For naturligvis er musik ikke kun toner og rytme. Der er også det der næsten mytiske, som man ikke kan beskrive. Nationens medier kalder det X-faktor, men deres brug af dette "noget" gør det ingen retfærdighed. Jeg er tilbøjelig til at kalde det energi. Men det er stadig i mangel på bedre. Det er det ukendte element som nogle gange kan piske én op til et stadie af vanvid og som kan sende en lille tåre ned af ens kind. Dette ville jeg have skrevet i går, men så skiftede emnet i min indre monolog. Jeg vil samtidig ikke redigere i det jeg skrev i går, da det ville bryde med præmissen for teksten.
Dagen efter:
Jeg må nok her tilføje en lille strøtanke. For naturligvis er musik ikke kun toner og rytme. Der er også det der næsten mytiske, som man ikke kan beskrive. Nationens medier kalder det X-faktor, men deres brug af dette "noget" gør det ingen retfærdighed. Jeg er tilbøjelig til at kalde det energi. Men det er stadig i mangel på bedre. Det er det ukendte element som nogle gange kan piske én op til et stadie af vanvid og som kan sende en lille tåre ned af ens kind. Dette ville jeg have skrevet i går, men så skiftede emnet i min indre monolog. Jeg vil samtidig ikke redigere i det jeg skrev i går, da det ville bryde med præmissen for teksten.